Tusinde tak til Dansk Knogleselskab for at støtte min deltagelse til ISBM2022. Dette legat gav mig mulighed for at præsentere min forskning med både et 7 minutters oralt oplæg samt med en poster-præsentation. Således har jeg fået øvet min videnskabelige præsentationsteknik foran et publikum af de største eksperter inden for feltet. Under spørgsmålsrunden fik jeg endvidere gode ideer til min videre forskning inden for området.
Derudover var der en lang række af spændende og relevante oplæg, samt workshops med fokus på metoder inden for basal knogleforskning, hvor jeg igennem ”Basic Bone Histomorphometry”, ”Basic micro-CT”, og ”Advances in CT imaging” fik udbygget min viden om netop de metoder, som jeg allerede bruger og fortsat kommer til at bruge i mit ph.d.-projekt.
Endeligt var der under kongressen rig mulighed for at møde både andre unge forskere og mere etablerede forskere. Da dette var min første internationale kongres, var det således en mulighed for at møde nogle af de helt store navne inden for den basale knogleforskning, samt at skabe kontakt til andre forskningsgrupper, som jeg forhåbentligt kan bruge i mit videre virke. Alt i alt har det været en meget lærerig oplevelse, og jeg vil derfor igen sige tak til Dansk Knogleselskab for at give mig denne mulighed.